Football, pep rally & tailgate party

>> lørdag den 20. november 2010

I dag kunne jeg endelig vende tilbage til min normale skolegang. Jeg missede to test i fransk, den ene endda en af de vigtige kapiteltester, så dem skal jeg finde tid til at tage i næste uge. I slutningen af sidste time havde vi et pep rally, som er et lille arrangement for hele skolen, for at få folk op at køre over dagens football-kamp, med cheerleaders, marching band og football-spillerne.
Fodboldtræningen i dag var mest fokuseret på boldbesiddelse, hvilket gik rigtig godt for os. Derudover fik jeg også købt de lækreste par joggingbukser, som jeg har set indtil videre. Mr. Montague havde nogle ekstra til overs, så han sagde, at dem der betalte først, fik et par. Heldigvis havde jeg penge med i dag :)
Efter fodbold blev jeg på skolen, og skiftede om til mit almindelige tøj igen. Hang ud i omklædningsrummet i en halv times tid, hvor jeg bl.a. fik snakket lidt med Shelby. Pigernes varsity basketball træner først kl. 4 - 6, så møder hende altid på vej hjem fra fodbold.




Klokken halv fem mødtes alle os i student council, for at hænge vores skilte op på vores side af football-banen, samt gøre klar for tailgate party (socialt arrangement omkring bagenden af en bil, som ofte involverer grill - vi holdt det dog ved football-banen). De næste par timer blev brugt på at spise hot dog og chips, hænge ud med folk, blive malet i ansigtet og andre steder på kroppen, samt sidde på bænkene og vente på at kampen gik i gang. Jeg sad bl.a. sammen med Kady, Paulo, Katie, Carrie, Hannah og en gruppe andre mennesker.


Football består af af 4 kvarterer, og allerede efter nr. 2, stod det klart at vi ville tab, hvilket var ærgeligt, da det betød at det var vores allersidste football-kamp i år. Vi gjorde dog alle vores bedste for at være 'spirited', og vi heppede, klappede, stampede, råbte og skreg. I begyndelsen af af 3. kvarter, kom Shelby forbi, så vi sad og hang ud i hendes bil på parkeringspladsen indtil Micah og Melissa kom og hentede mig ved 10-tiden. Da havde jeg været på skolen i hele 15 timer, fra kl. 7:05 - 22:00!


Vi kørte forbi og hentede Micah's og mine ting, samt skiftede bil, hvorefter vi kørte hjem til Melissa og Ernie. Jeg skal sove i Caleb's værelse indtil på søndag. De har en masse planer for weekenden, så jeg håber, at jeg ikke kommer til at bruge for lang tid på lektier!

2 kommentarer:

Grethe,  20. november 2010 kl. 14.19  

Det var en lang dag på skolen. Håber du ind imellem lektierne får tid til at hygge dig sammen med de andre i weekenden.

Mor,  20. november 2010 kl. 14.19  

Hej min skat.

Dejligt at det igen er blevet hverdag skolen selv om der nu er en del,der skal indhentes.

En rigtig lang dag på skolen - håber du har hygget dig selv om jeres hold tabte kampen.

Og så er det weekend - ved jo at du har en del lektier men håber også at du kan få tid til at tage del i familiens planer :-)

Elsker dig min skat <3

Send en kommentar