Spørgerunde #1

>> fredag den 24. september 2010

Hvor mange penge har du sparet op til dette ophold?
Jeg sparede omkring 20.000 kr. op til mit udvekslingsophold. Dette gjorde jeg gennem arbejde, legat og andre diverse ting. Hvis man virkelig sætter sig for at spare, og holder igen med pengene og de store shopping-ture (hvilket jeg ikke altid var lige god til), så kan det sagtens lade sig gøre at spare en god sum penge sammen inden afrejsedatoen ;)

Hvordan er det at få venner derover? Let eller svært?
Det er lige i mellem vil jeg sige. Der går måske en uge eller to efter skolen er startet, før man ligesom lærer folk nok at kende til at snakke med dem på en daglig basis; for ikke at nævne rent faktisk at have noget at tale om. Når du først har fundet lidt ud om skolen, fagene, lærerne og så videre, så har du nogle emner at diskutere og en undskyldning for at starte en samtale. Jeg snakker ikke med halvdelen af menneskerne i mine klasser, men får talt med nogle nye næsten hver dag! Den bedste måde at få venner på, er dog ved at komme med på et af skolens sportshold. Holdånden herovre er helt utrolig, og de fleste atleter er utrolig søde og imødekommende efter hvad jeg har erfaret. Har dog hørt at cheerleaders kan være lidt snobbede og dramatiske; og nej, det er ikke bare stereotype-snak, dette kommer fra en tidligere cheerleader, som stoppede på grund af netop dette.
I det store hele er det som at få nye venner hjemme i Danmark, når du starter på en frisk efter folkeskolen. Du har dog et ekstra plus som udvekslingsstudent, idet de fleste vil finde dig ekstra interessant, i hvert fald i de første par dage. Så udnyt dig af deres interesse og få snakket med folk, så kommer venskaberne af sig selv hen ad vejen!

Hvad lå dit gennemsnit på?
Jeg havde et gennemsnit på 11,5 i standpunktskarakterer da jeg gik ud af folkeskolen efter 9. klasse.

Hvad fik du i engelsk da du gik i skole?
Jeg har altid fået 12 i skriftlig engelsk, og i 9. klasse rykkede jeg op til 12 i mundtlig.

Hvad var din grund til at rejse et år på udveksling?
Jeg så en film om to udvekslingsstudenter i USA i en geografi-time i skolen for tre år siden, hvilket med det samme fangede min interesse. Tanken om at bo og gå i skole i et andet land var utrolig tiltalende for mig, og jeg begyndte straks at undersøge sagen. Jeg har været meget i tvivl hvorvidt jeg skulle tage af sted eller ej, fordi jeg ikke troede jeg kunne undvære min familie eller mine venner. Men jeg indså for lidt over et år siden, at dette var en chance for livet, og at alle dem jeg holder af stadig vil være der, når jeg kommer hjem.

Er amerikanerne så imødekommende som man hører?
Størstedelen er. Der er nogle amerikanere (for det meste hispanics efter hvad jeg har oplevet, og dette er ikke for at lyde racistisk) som ikke er så imødekommende, men efter hvad jeg har erfaret er de fleste af dem folk, som jeg alligevel ikke ville have som venner. Specielt atleter på skolens sportshold er imødekommende, især hvis du er udvekslingsstudent, så igen, det er en excellent mulighed for at få venner.

Er det meget svært at være væk hjemmefra?
Det kommer an på hvilken dag du spørger mig. Nogle gange flyver dagene så hurtigt forbi, at jeg knap nok har tid til at tænke på Danmark, andre gange virker det som om dagene aldrig får en ende, tingene går ikke som de skal og alt synes bare negativt – det er på disse tidspunkter, at hjemveen sætter ind.
Så når tingene går som de skal og jeg har travlt med skole, sport, lektier og andre aktiviteter, så er det let. Men ligeså snart jeg har en dårlig dag, bliver alting bare hundrede gange værre på grund af hjemve. Så det er sådan lidt op og ned, alt efter hvordan min dag er gået.

Er det meget sværere at være på udveksling end du forventede?
Med hensyn til engelsk? Nej, det går ganske fint. Jeg har ingen problemer med at udtrykke mig selv, min udtale bliver bedre og bedre, plus jeg lærer nogle nye ord i ny og næ. Rent skolemæssigt, så ja, det er sværere end jeg forventede. Har fået fortalt af tidligere udvekslingsstudenter i USA, at den amerikanske high school var let, selvom der var en del lektier. Men eftersom jeg er på en stor skole i en kæmpemæssig by, tager jeg Honors klasser (klasser på et højere niveau) for at være sammen med den ”rigtige slags” elever. Der bliver forventet meget mere af dig i en amerikansk skole end i en dansk skole, både med hensyn til lektier og regler. Det skal også lige siges, at de er længere fremme i det matematiske felt.
Med henblik på hjemve, så forklarede jeg det i spørgsmålet ovenover dette.

Hvordan er det på high school? Er der sådan nogle "grupper" som i filmene?
At gå på en amerikansk high school er meget anderledes fra de danske skoler. De har meget strengere regler, og der er omgående konsekvenser hvis du bryder dem. De fleste skoler har dress codes, hvilket reducerer de fleste danske teenageres garderode betydeligt. Lærerne giver lektier for næsten dagligt, og der er altid mindst én test om ugen i hvert fag – tests herovre er dog ikke altid lige så svære som de danske.
Sport er noget skolerne herovre går vældig meget op i, og jeg kan helt klart anbefale at komme med på et af skolens hold for at opleve skoleånden, for ikke at nævne at se holdets amerikanske fodboldkampe når de spiller på hjemmebane. Folk er ikke delt op i grupper som Hollywood og deres film gerne vil have os til at tro, selvom folk fra samme sportshold eller klasse dog ofte finder sammen i spisefrikvarteret. Hvis man endelig skal lede efter grupper, så er de opdelt efter klassetrin; freshmen, sophomores, juniors og seniors, hvor freshman er det svageste led i fødekæden. Men bare rolig, som udvekslingsstudent bliver du enten junior eller senior ;)

Er det svært at følge med når al undervisning forgår på engelsk?
Det kommer selvfølgelig an på hvilket niveau dit engelske ligger på. Personligt har jeg ikke haft nogle problemer med det endnu, med undtagelse af nogle matematiske udtryk. Den amerikanske accent (medmindre du befinder dig i syden) er heldigvis nem at forstå, selv når folk snakker hurtigt, så når det kommer til at forstå undervisningen er det ikke noget problem.
At skrive stile og løse opgaver på samme niveau som de amerikanske elever er dog lidt en anden sag. Det er ikke direkte svært, men det er heller ikke let, eftersom jeg skal tænke mere over hvordan jeg formulerer og udtrykker mig. Desuden har de også en lidt anderledes måde at skrive stile på, samt en lidt anden på at regne på. Men så længe du laver dine lektier, burde det være til at overkomme.

Jeg har hørt at nogle amerikanere næsten altid spiser ude, og sjældent laver mad selv. Er det rigtigt?
Jeg har ikke nogen personlig erfaring med dette, men jeg har hørt om mange hvis værtsfamilier passer på denne beskrivelse. Min værtsfamilie er heldigvis meget sunde; de laver mad selv stort set hver dag, spiser altid en salat eller andet grønt sammen med aftensmaden og køber i det hele taget meget sundt ind. Som sagt er dette bare min værtsfamilie, og de går rigtig meget op i at spise sundt og motionere. For eksempel bor der en dansk udvekslingsstudent to gader væk, og hun fortalte mig, at de spiser ude stort set fire ud af syv dage om ugen, fordi hendes værtsforældre ikke havde tid til at lave mad. Amerikanere arbejder mere i løbet af en dag end vi gør her i Danmark, så de kommer senere hjem, og har derfor mindre tid til at bikse noget sammen. Så det kommer meget an på hvilke vaner din værtsfamilie har, og hvor travle de er.

Kan amerikanerne lide saltlakrids, som vi kender det?
Efter hvad jeg hører, så kan er de fleste amerikanere ikke så meget for saltlakrids. Nogle af dem kan dog godt lide det. For eksempel min værtsfamilie; de elsker saltlakrids, og posen jeg gav den var spist inden for få dage!

Spiser de rugbrød på samme måde som os?
Nej, rugbrød er stort set ikke-eksisterende herovre; i hvert fald hvad vi definerer som rugbrød. De har brød kaldet ”rye bread” som direkte oversat betyder rugbrød, men det er ligesom franskbrød, bare mørkere. Alt deres brød herovre er stort set blødt, og den eneste variation er farven og hvilken slags mel du bruger.

Hvis man har nogle 4-taller i sin standpunkt karaktere, kan man så godt komme afsted alligevel?
Hvad angår karakterer, så kommer det meget an på hvilken organisation du søger hos. Explorius ser vist helst ikke nogle 4-taller på dine standpunktskarakterer, men jeg hvis det bare er et enkelt, tror jeg det kan overses. Har dog ingen erfaringer med andre organisationer. Jeg ved bare, at holdningen er, at hvis du klarer dig dårligt i et fag hjemme i Danmark, hvordan skal det så gå, når du skal have faget på engelsk?

Hvad kostede udvekslingsturen i alt, inkl. vaccinationer, visa osv.?
Med Explorius kostede det ca. 55.000 kr., men jeg kan se at de har hævet prisen nu. Explorius blev godkendt af Cirius, så vi fik alle 10.000 kr. man får i statsstøtte. Visa, lægeerklæringer, vaccinationer og andre diverse ting koster en del ekstra penge, men jeg er ikke sikker på hvor meget. Jeg vil mene mellem 60.000 og 70.000 kr. når alt er blevet sammenlagt.

Er det meget svært at falde til i den amerikanske hverdag?
Nej, slet ikke. Med Explorius var vi på Soft-Landing Camp i New York City i tre dage, så det tog det værste af vores jetlag. Min værtsfamilie var og er stadig utrolig hjælpsomme, og de var gode til at holde mig beskæftiget i mine to første uger, inden skolen startede. Da skolen begyndte var der en del forvirring omkring mit skema, men det ordnede sig tidsnok. Jeg har været her i lidt over en måned, og jeg føler mig rigtig godt tilpas herovre!

Er det nemt at få venner der over?
Amerikanerne er, som alle siger, utrolig venlige og ofte meget nysgerrige når det gælder udvekslingsstudenter, så mange vil bare lige pludselig stille dig et tilfældigt – og i de fleste tilfælde mærkeligt – spørgsmål om dit hjemland. De mister forståeligt nok interessen efter nogle uger, så det er om at gribe chancen for at snakke mere med folk. Noget jeg varmt kan anbefale er, at komme med på en af skolens sportshold. Der er så meget team spirit og kammeratskab, og det er virkelig nemt at få venner der. De fleste af mine venner, er nogen jeg har mødt gennem cross country – jeg glæder mig bestemt ikke at efterårssæsonen er ovre og vi skifter sportsgrene 

Er du protestant?
Jeg er en kristen protestant, ja. Men jeg har aldrig rigtig været særlig religiøst, så det er noget nyt for mig at opleve en anden religion helt tæt på!

Har man let ved at tage på derover? Altså fordi maden er fedtet?
Jeg tog en smule på over den første måneds tid, men nu da jeg har vænnet mig den amerikanske mad, forsvinder den ekstra væk lidt efter lidt. Det hjælper helt klart også, at min værtsfamilie er utrolig sund, og at jeg løber mellem en og en halvanden time hver dag. Så hvis bare man husker at holde lidt igen med det fede, og dyrker regelmæssigt motion, så er det ikke noget at bekymre sig om ;)

Er det rigtigt at der er skumfiduser i deres cornflakes?
Skumfiduser i cornflakes? Nej da! Hahahaha, hvor har du hørt det? :p

Hvad gør man ved sin menstruation? P-piller?
Jeg er ikke sikker på p-piller, det må du snakke med din læge om. Er ikke sikker på om de har de samme slags piller herovre, eftersom pille-markedet er rigtig stort herovre. De har utrolig meget håndkøbsmedicin, og det er bestemt ikke sundt! Bind kan købes i alle supermarkeder ligesom derhjemme, så det er den nemme løsning.

Hvis man klarer sig dårligt i skole der over, bliver man så sendt hjem?
Hvis du dumper i alle dine fag, så ja, så tror jeg at du eventuelt vil blive sendt hjem. Men skolen er virkelig ikke så slem herovre. Deres mængde af lektier er helt klart af en anden skala end den danske, men til gengæld er det lidt lettere at få topkarakterer her. Jeg har A (topkarakter) i alle mine fag, undtagen matematik, hvor jeg klarede mig dårligt i den første test. Skolen kan godt virke lidt overvældende, men så længe du laver dine lektier, skal du nok klare dig igennem alle dine fag med rimelige karakterer.

---

Det blev til i alt 22 spørgsmål for denne gang. Hvis du ikke fik stillet dit spørgsmål, så bare rolig. Jeg afholder en ny runde engang om nogle uger. Hvis du ikke vil vente så længe, så bare send mig en mail ;)

9 kommentarer:

Laura,  24. september 2010 kl. 23.14  

Hej, jeg har endnu et spørgsmål men det gør ikke noget, hvis du gemmer det til næste gang :).

1. Skal man også have topkarakterer i tysk? For det har jeg virkelig en elendig lærer i + jeg er utrolig dårlig til det. Det er faktisk det fag jeg er mest bekymret for.. Så ville lige spørge..

Sophie 25. september 2010 kl. 00.42  

Hej Laura, fordi du spørger så pænt, så vil jeg da lige svare på dit spørgsmål ;)

Det kommer an på organisationen og hvad karakteren er. Jeg mener ikke det er en nødvendighed, så længe din karakter ikke ligger alt for lavt. Havde selv kun en ordentlig tysklærer i 4 måneder ud af 3 år, så jeg ved hvordan du har det - vikaren var dog utrolig gavmild med vores standpunktskarakterer.
Jeg er ikke 100% sikker på dette, da jeg ikke fik nogen kommentarer på mine karkaterer; jeg havde 10 og 12-taller samt nogle enkelte 7-taller, som jeg fik fjernet i det sidste halve år inden afrejsen. Man skal sende sine nye standpunktskarakterer ind løbende, så de holder øje med om man falder eller stiger. Tænk dog ikke for meget over det. Tag til et interview og snak med organisationen om det. Hvem ved, måske nævner de slet ikke din tyskkarakterer? :)

Lillesøster,  25. september 2010 kl. 13.40  

Wow..! Der er mange spørgsmål!;)

Det er aften her på Ærø, hvor mig og Mikky jo er på besøg. Jeg har været ude og ride islænder i dag på stubmark og lidt på bane. Det var virkelig skønt og komme ud at ride igen!;)

Savner dig <3

Andrea Barr 25. september 2010 kl. 14.53  

for the question about marshmallows in corn flakes, we don't have that exactly, but we do have lucky charms, which is marshmallows in alphabet shaped cereal. its very good :D

Anonym,  11. oktober 2010 kl. 13.48  

Hej, du kan tilfældigvis ikke huske hvad den film du så i folkeskolen om de to udvekslingstudenter hedder, vel? (:

Anonym,  26. november 2010 kl. 11.07  

Den film om udvekslingsstudenter ville jeg også meget gerne se :-)

Anonym,  22. februar 2011 kl. 08.10  

Hej :) Du skriver at du har sparet penge op igennem legater... kan du huske hvilke det var og hvordan du søgte dem ? Jeg skal nemlig selv på udveksling efter sommeferien, så jeg er derfor meget interesseret :)

cathrine 6. april 2011 kl. 12.09  

Hej Sophie,
God blog! Jeg skal også til USA som udvekslingsstudent, og jeg sparer også sammen. Så jeg ville høre, hvilke legater du søgte?:)

Anonym,  13. marts 2013 kl. 02.24  

Hello There. I found your blog using msn. This is a really well written article.
I will be sure to bookmark it and come back to read more
of your useful info. Thanks for the post. I'll certainly comeback.
refinishing hardwood floors

My page ... hardwood floor refinishing
My web site > refinishing hardwood floors

Send en kommentar