Småkager på samlebåndet

>> onsdag den 15. december 2010

I vores historietime i dag, skulle vores lærer evalueres, så dagens program stod for en gangs skyld ikke på test eller opgaver. Vi er nået til tiden omkring Første Verdenskrig, hvilket er tidspunktet hvor samlebåndet og opdelingen af produktionen blev opfundet. Derfor skulle vi i dag selv prøve det - med cookies aka småkager!
Et populært produkt i starten af det 20. århundrede var biler, så selvfølgelig var vores småkager formet som små biler! Første blev bilen malet (glassur), så kom hjulene på (chokolade-dutter), derefter forlygter (vanilje-dutter), så baglygter (stærke, røde dutter, som jeg ikke ved hvad er) og til allersidst kom passagerene i (vingummibamser). Det tog os i alt 5 minutter at få lavet 40 bil-småkager, hvilket svarer til en færdiggjort bil hver 5. sekund. Meget godt gået, hva? Til sidst fik vi selvfølgelig lov til at spise vores små biler :)
Fodboldtræningen var lidt bedre end normalt i dag, selvom jeg ikke helt kan sætte fingeren på hvorfor. Claire hentede mig, og da jeg kom hjem skrev jeg det meste af min litteratur-stil. Fik også vasket en del tøj, samt lavet det meste af julekortet til min matematiklærer (extra credits, ja tak). For at lyde endnu mere produktiv, skal det da også nævnes, at jeg løb 3 miles (ca. 5 km) på løbebåndet i eftermiddags!


Da jeg kom hjem fra skole i dag ventede der også en helt fantastisk overraskelse. Pakken med mine julegaver fra min mor og Grethe var langt om længe kommet - og den var kæmpe! Den var fyldt til randen med julegaver og alskens gode julegodterier fra Danmark - det er vist godt, at det kun er jul én gang om året! Julegodterierne bestod af pebernødder, konfekt, vaniljekranse, brunkager, guldkarameller, after eight, risengryn osv. For ikke at nævne mine julegaver! Lækkert, lækkert, lækkert :)

2 kommentarer:

Mor,  16. december 2010 kl. 12.32  

Hej min skat

Dejligt med lidt afveksling i historietimen - sød og anderledes måde at lave undervisning på - og så blev det jo også til lidt mundgodt :-)

Med al den energi, du er kommet af med i dag, kan der vist godt blive plads til lidt julegodter :-) dejligt at pakken omsider kom frem til den bedste Tulle i verden ♥

Elsker og savner dig

Grethe,  16. december 2010 kl. 12.35  

Hello miss Sophie

Godt julekassen kom frem - og i hel stand. Det har været hyggeligt at lave pakken til dig. Nu glæder vi os til, at du skal pakke ud :)

Send en kommentar