Sightseeing på the Strip

>> lørdag den 23. oktober 2010

Min fredag (i går) blev brugt på det sædvanlige; skole og cross country. Jeg var utrolig træt og øm i kroppen til træning, så det var knap så sjovt. Af en eller anden grund bliver det bare værre...
Om aftenen kørte Heidi mig over til Katie, hvor jeg spiste aftensmad og hang ud med hende. Som altid tog vi masser af billeder med hendes Mac! Klokken 9 kørte hendes far os over til Shelby, efter at have hentet Dena på vejen. Det var meningen at vi skulle lege Fugitive, men der mødte ikke nok mennesker op, så det blev ikke til noget. I stedet blev vi hjemme hos Shelby, og spillede Gatorpong til sent om aftenen. En hyggelig måde at tilbringe fredag aften :)

Lørdagen startede stille og roligt ud. Jeg sov længe (for en gangs skyld) og lavede så lidt som muligt det meste af dagen. Jeg læste lidt, tog en ekstra lur og færdiggjorde mine matematik opgaver. Om eftermiddagen skypede jeg kort med min mor, hvilket som altid var dejligt.
Klokken halv seks kørte Heidi, Patty (vores nabo) og jeg forbi og hentede Katie, og derefter satte vi kursen mod the Strip. Selvom jeg har været her i snart 2,5 måned nu, har jeg endnu ikke været på the Strip (med undtagelse af Fashion Show Mall). Katie har heller ikke set så meget til the Strip, fordi hendes forældre ikke rigtig bryder sig om det. Så vi var begge turister for en dag!


Katie og jeg foran den sjove træfigur i den eventyrlige have i Bellagio.

Vi parkerede i parkeringskælderen til hotellet Bellagio, et kæmpe hotel med alverdens flotte syn indenfor. Vi gik igennem den mest fantastiske have, som lignede at den var taget ud fra Alice i Eventyrland. Vi spiste på Café Bellagio - god mad, men min club sandwich var så stor, at jeg havde ondt i maven resten af aftenen!
Bagefter kiggede vi lidt på resten af Bellagio, hvilket inkluderede et loft med blomster af forskellige farver glas og en chokolade-fontæne i en butik med alskens flotte, søde sager. Derefter tog vi et lille tog til Aria i the City Center, som er et shoppingcenter med de dyreste mærkevarebutikker. Det er ved at gå nedenom og hjem, fordi der er ingen der har råd til at shoppe der mere. Trist, eftersom det var en utrolig arkitektur, og der var nogle seje søjler med vand, som reagerede når man rørte ved glasset!


Shoppingcenteret Aria med fantastisk arkitektur og de dyreste mærkevarebutikker man kan ønske sig.



Katie med de seje vandsøjler i Aria-centeret. Vandet bevægede sig, når man rørte glasset!

Turen gik videre ud af centeret og ned på gadeplan, hvor vi gik langs the Strip tilbage til Bellagio. Vi passerede flok efter flok af mennesker som var klædt ud i anledning af en fest, samt folk med farverige drinks i hånden. Vi så blandt andet Paris-delen af the Strip, hvor de har deres egen udgave af Eiffeltårnet og den gamle triumfbue. Meget flot, men som min mor nok ville sige, så er den ægte udgave af Paris nok mere tiltrækkende. Vi så Bellagio's vandshow, som de har foran hotellet hver 15. minut. Det var et rigtig flot syn, og mindede mig lidt om da min mor og jeg var i Futuroscope sidste sommer.


Vandshowet foran hotellet Bellagio, som set om aftenen.


Delen af the Strip som er kendt under navnet Paris, med Eiffeltårn, triumfbue og sjovt nok også en neon luftballon.

Da vi endelig kørte hjem om aftenen, var vi alle godt trætte. Men det var en super hyggelig aften, og jeg er virkelig glad for at Katie var med. Det var skønt endelig at få set den del af Las Vegas, som byen er så kendt for! The Strip er et utrolig underholdende sted, men jeg tror man skal være 21 år (gammel nok til at 'clubbe') for virkelig at kunne nyde det til fulde. Bare vent, jeg vender tilbage!

2 kommentarer:

Anonym,  24. oktober 2010 kl. 13.42  

Grethe sagde

Hej Sophie
Ikke kun en dygtig fotograf, men også et godt kamera. Fantastisk flotte billeder.

Mor,  24. oktober 2010 kl. 14.44  

Hej skat

Ganske rigtigt : din mor vil sige at den ægte udgave af Paris er mere tiltrækkende :-) Men Las Vegas udgaven er meget flot og jeg ville bestemt ikke have noget imod at opleve den. Eiffeltårnet med lys på er fantastisk. Og især sammen med dig. Glæder mig til at se resten af billederne.

Elsker og savner dig <3

Send en kommentar