Midterm exams

>> onsdag den 19. januar 2011

I går var sidste normale skoledag i første semester, og i dag begyndte vores "midterm" eksamener så, hvilket er eksamener du tager halvvejs inde i skoleåret. I dag stod den på algebra 2 og fransk. Dagen startede kl. 7:05 som den plejer, hvor jeg startede med algebra 2, eftersom det er min første time. Prøven var meget lettere end jeg havde troet, men jeg skal selvfølgelig ikke råbe for højt om det, før jeg får mit resultat!
Fransk var lidt sværere, da halvdelen af prøven bestod i at lytte og svare på spørgsmål ud fra hvad man hørte. Som alle nok kender til, så er de indspillede indlæringsprodukter som skoler investerer i, for at lære elever et andet sprog, ikke særlig gode. Udtalelsen er ekstra underlig, pga. indspilningens formål, og det er svært at skille ordene fra hinanden. Den skriftlige del gik dog helt smertefrit og uden problemer. Jeg blev nød til at blive i 20 min. ekstra efter prøven, fordi jeg havde misset et spørgsmål ved lytte-delen af prøven, så måtte gennemgå det igen - men at få rettet mine forkerte svar, var det værd!
På grund af dette (og fordi min fransklærer, Mr. Denis, lige snakkede lidt med mig bagefter) var jeg først færdig kl. 11:15, hvilket er en halv time senere. Hver eksamen tager en 1 time og 45 min.
Jeg skyndte mig derfor at klæde om, og løbe hen til fodboldbanen, hvor de andre lige var blevet færdige med at varme op. Bagefter løb vi fire runder rundt om sportsarealet, hvorefter Mr. Montague (vores træner) sendte os hjem. Han sagde, at dem der ikke havde betalt deres penge for vores fundraiser (pengeindsamling, hvor du sælger ting såsom lodsedler, kuponer etc.), skulle aflevere deres taske (som vi har fået udleveret til låns) i morgen tidlig og ikke møde op til træning, før de havde betalt. Jeg tror kun vi er 3 personer, som har betalt... Så det bliver spændende at se, hvordan træningen bliver i morgen!

Heidi kom og hentede mig, hvorefter vi kørte hen og spiste frokost på In-N-Out, en fast food restaurant, hvor de laver maden fra bunden af, så den er frisk. Jeg fik en utrolig god milkshake, samt nogle mindre gode pomfritter. Men det var stadig hyggeligt.
Da jeg kom hjem slappede jeg af, indtil lidt efter klokken 15, hvor jeg tog ud at løbe en tur i 20 - 30 min. Har jeg forresten nævnt, at sommeren er kommet et halvt år for tidligt her? Vi er oppe på 20 grader om dagen! I januar måned! Hvad sker der lige? Det er jo sommer-vejr i Danmark! Ugh, jeg gruer lidt for når sommeren vender tilbage for fuld styrke med 45 graders hede hver dag!

5 kommentarer:

Charlotte,  20. januar 2011 kl. 00.08  

Hej du,

Tests, tests & tests! Det er jo helt vildt hvad I har af prøver hele tiden - på den anden side holder det dig skarp må man sige og du klarer jo det hele lige så flot som altid! Spændende hvordan det kommer til at gå i Silkeborg - er det lidt på samme måde eller mere som et alm. dansk gymnasium med terminsprøver & årsprøver?

Også fedt at høre om god milkshake... mums, det kunne jeg godt klare lige nu :-)

Knus!

Grethe,  20. januar 2011 kl. 09.43  

Hej miss Sophie

Dejligt at varmen er tilbage igen. Jamen det bliver da et lille hold til træning, medmindre de får stampet nogle penge op:)

Mor,  20. januar 2011 kl. 12.07  

Hej skat

Midtterm eksamener er afslutningen på 1. semester og du kan snart kigge fremad mod 2 semester. Du har hele vejen igennem klaret dig flot og jeg håber at alt dit terperi giver pote - det har du i hvert fald fortjent.

Jeg tror nu nok at der er en hel del, der får betalt, hvad de skylder i morgen - men sløvt at de skal "trues" med at få frataget deres taske før de tager sig sammen.

Er lidt misundelig på de 20 grader :-)

Elsker dig ♥

Anonym,  21. januar 2011 kl. 07.22  

hvordan foregik midterm-exams?:P
ligesom herhjemme i dk?

Anonym,  21. januar 2011 kl. 23.05  

Har du haft nogle "problemer" med din skandinaviske-engelsk-accent?:P Har bare hørt nogle andre nævne det...

Send en kommentar