Six Flags New England

>> mandag den 25. april 2011

Så er jeg tilbage i Las Vegas med adgang til strøm og converter, så her kommer resten af min spring break!
Onsdag tog vi bussen til Salem, byen der var hjemsted for hekseforfølgelserne tilbage i slutningen af 1900 tallet. Byen i sig selv er et deprimerende syn, med gamle træhuse der ikke er blevet holdt ved lige, og gråvejret hjalp bestemt ikke på det. Det eneste værd at besøge denne by for, er dens historie.
Jeg startede med at tage hen på Salem Witch Museum alene, da Heidi var bange for at Ernie ville finde det skræmmende. På museet blev vi ledt ind i et rum, hvor vi fik fortalt den oprindelige historie om hvordan det hele begyndte og endte. Det var dystert, men ikke skræmmende. Dem som har haft American Literature har højst sandsynligt læst The Crucible, og ved derfor en del om hvad der skete, men det er vigtigt at huske, at Arthur Miller ændrede visse ting.
Imens jeg var der, besøgte de et piratmuseum og et gammelt skib. Bagefter mødtes vi og spiste frokost på en restaurant kaldet Pig's Eye. Efter frokost tog vi hen på Peabody Essex Museum, hvor de havde forskellige kunstudstillinger fra forskellige lande. Vi nåede kun gennem én udstilling, da jeg opdagede at jeg havde mistet min mobil. Vi gik tilbage og ledte, men fandt intet. Så nu har jeg ingen mobil!

Torsdag blev gråvejret endelig erstattet af solskin, selvom det dog blæste en hel del. Vi tog til Boston Commons, hvorfra vi fik en kort, guidet tur af the Freedom Trail, af en kvinde klædt ud som Rachel Revere, Paul Revere's kone. Hun fik det til at virke mere interessant med hendes humor.
Bagefter spiste vi frokost på Quincy Market, en hal med massevis af madsteder to-go. Det var svært at finde et sted at sidde, men frokost fik vi da. Vi afsluttede dagen med en guidet tur af Massachusetts' State Capitol bygning, hvilket var meget interessant (ja, jeg kan godt lide politik).
Fredag tog vi allesammen (inklusiv Collette og Justin) til Six Flags New England. Six Flags er en kæde af forlystelsesparker, som findes rundt om i de forskellige stater i USA. Der var mange vildere rutsjebaner, og jeg prøvede alle dem, som vi havde tid til at vente i køen på. Mange af køerne til de store rutsjebaner tog op til over 1½ time! Jeg nåede at prøve Bizarro, Flashback og Mind Eraser, dog ikke Batman. Øv! Der var dog en smadder hyggelig dag, specielt fordi Collette og Justin havde taget fri fra arbejde, så vi kunne tilbringe tid sammen med dem.

Lørdag var en afslappet dag. Jeg sov længe, og om formiddagen fjollede jeg rundt med Ernie. Collette og Justin havde arrangeret en filmaften for nogle af børnene fra kirken, så Heidi og jeg blev rådet til at finde noget at tage os til om aftenen. Vi tog derfor bussen mod midtbyen om eftermiddagen. Heidi stod af for at se på museer osv., mens jeg selv fortsatte til Harvard Square og tog metroen videre til downtown Boston. Tog metroen til Quincy Market, men der var ikke nogle gode butikker, så jeg tog til Copley Place i stedet for, hvor jeg tilbragte resten af dagen i Victoria's Secret. Om aftenen mødtes Heidi og jeg og gik gennem Harvard Universitet's campus, det ældste og bedste universitet i verden, måske med undtagelse af Oxford i England - det er jeg i hvert fald blevet fortalt. Fik jeg forresten nævnt at Collette og Justin studerer og arbejder der?
Søndag var det min mors fødselsdag, så jeg stod tidligt op for at skype med hende inden vi skulle ind til lufthavnen. I den ene uge jeg havde tilbragt i Boston, havde jeg forelsket mig i byen: danske årstider, offentlig transport og en dejlig by. Hverken Ernie eller jeg ville hjem.
Vores fly skulle lette kl. 10:15, men vi var en halv time forsinket. Vi mellemlandede i Philadelphia i staten Pennsylvania, og ankom til McCaren lufthavn i Las Vegas omkring kl. 16. Nød min ferie Boston rigtig meget, og ville ønske at jeg kunne have tilbragt resten af min tid der!

Næste indlæg bliver udelukkende med billeder fra turen, så glæd jer til noget forfriskende gråvejr og storby!

1 kommentarer:

Mor,  27. april 2011 kl. 12.44  

Hej min skat.

Dejligt med en lang opdatering af din tur til Boston.

Vejret har måske ikke helt været med jer men du/I har da fået en masse oplevelser. Boston i sig selv og Colette og Justin i særdeleshed har været det hele værd, tror jeg (:

Man kan nok indimellem blive træt af varmen - som i Nevada. De 4 årstider er ikke så tosset endda (:

Elsker og savner dig ♥

Send en kommentar