Sidste skoledag

>> tirsdag den 7. juni 2011

Mandag var den sidste normale skoledag i året. Vi lavede stort set ingenting i timerne, med undtagelse af nogle få lærere, som synes vi skulle beskæftiges til sidste øjeblik. Men eftersom jeg har "2x2x2" i alle fag, lavede jeg ikke noget. 2x2x2 er en ny ordning, hvor du ikke behøver tage eksamen i et fag, hvis du har højst 2 dages fravær, 2 gange på kontoret og har A eller B i faget. Jeg kvalificerede mig for alle mine fag, men algebra 2 er desværre et obligatorisk fag at tage eksamen i, så dér slap jeg ikke.
Det var meget underligt at gå rundt og tænke på, at det var min sidste rigtige dag på LVHS, og at jeg nok aldrig ville se størstedelen af min klassekammerater igen. Jeg fik en tidlig fødselsdagsgave af Francine, som bestod af 2 sports bh'er i kraftig pink og gul, samt et par afslapningsbukser. Meget sødt af hende :)
Efter skole blev Noora, Kira, Selina og jeg en halvanden time ekstra, for at tage billeder med vores lærere, sige farvel, og tage billeder rundt på skolen. Resten af dagen tilbragte jeg derhjemme, hvor jeg vaskede tøj og pakkede nogle småting ned.


Sidste frokost med disse mennesker: Kira, Kaveo, Tyrone og Noora :(

Tirsdag morgen måtte jeg derfor op på skolen til normaltid - kl. 7:05 - hvor jeg tog eksamen i algebra 2. Jeg vil ærligt sige, at jeg ikke læste til prøven overhovedet, og at jeg gættede mig til ca. 80% af spørgsmålene. Hvorfor? Fordi det ikke tæller for noget for mig, og at jeg ikke engang får resultatet at se, før jeg tager hjem. Så hvorfor bruge mine sidste dage på at studere? Nej tak!
Om eftermiddagen tog jeg hjem til Kira, hvor vi lagde os ud ved deres pool. Vi tog sol og hoppede i poolen når det blev for varmt. Jeg blev desværre stukket af en bi, hvilket var irriterende, da jeg på ingen måde hade gjort noget for at aggravere den. Har aldrig fattet, hvorfor bier er så opsat på at begå selvmord, men ak ja.
Jeg blev til aftensmad, hvilket bestod af den lækreste pizza nogensinde, som forresten kommer fra Pizza Hut, og som jeg er trist over ikke længere kan fås i Danmark (de lukkede deres kæde i DK i 2009). Kira og jeg spiste ude på terrassen, hvor vi blev siddende og snakkede i 3 timer non-stop. Det var super dejligt, og jeg kommer virkelig til at savne at snakke med hende - vi har de bedste samtaler!
Da jeg fik et lift hjem kl. 9 af hendes værtsfar, var jeg dejlig solbrun og i godt humør.
Skulle egentlig have været i biografen med Selina, men hun aflyste, hvilket jeg på en måde er glad for, da jeg havde en super dag sammen med Kira. "Everything happens for a reason" som man siger.




6 kommentarer:

Anonym,  8. juni 2011 kl. 21.50  

Spændende! :-)

P.S. Det er sørgeligt, at det ikke er Pizza Hut i Danmark! Helt enig, haha. :p

Mor,  9. juni 2011 kl. 06.40  

Hej skat

Det må være meget underligt at du nu har haft din sidste skoledag på LVHS - farvel til lærere og klassekammerater som har været en del af din hver dag de sidste 9 1/2 måned. Tag alt det gode med dig - se fremad : "nye tider, nyt liv"

Elsker og savner dig ♥

Diem Thuy 9. juni 2011 kl. 07.31  

Hej Sofie

Bliver altid så glad når jeg ser at du har lavet nye indlæg. Elsker din blog og elsker at læse og se billeder fra dit år i Amerika :D. Skal selv til Amerika dette år og det er altid en fornøjelse at læse din blog. Det er nok den eneste blog jeg gider at læse, eftersom du har så mange gode billede og du skriver så godt:D!!!

Forresten læste jeg noget om, at du gerne ville på Nyborg Gymnasium - IB. Hvis du har tænkt dig det eller allerede er kommet ind på gymnasiet, vil du så ikke blogge om det:D. For overvejer nemlig også IB, har dog kun læst om linjen og ikke været til informationsmøde, så det kunne være en stor hjælp :D.

Sophie 9. juni 2011 kl. 09.53  

Hej Diem :)

Mange tak, det gør mig vildt glad at høre :D Elsker at få det af vide af kommende udvekslingsstudenter, for det er delvis også jer jeg skriver til :) Er virkelig glad for at du synes det!

Ja, jeg overvejede sidste forår at tage på Nyborg Gymnasiums IB linje, men meget har ændret sig siden da. Det var rigtig langt væk fra hvor jeg boede, og jeg har i år indset, at jeg ikke vil væk fra min familie og mine venner, og jeg har derfor søgt ind og blevet optaget på gymnasiet FVGH i mit lokalområde.
Jeg fortsætter ikke med at blogge på den her blog når jeg engang kommer hjem og er færdig med at fortælle om mit år, men jeg har planer om at blogge på tumblr i stedet. Det vil dog bare være hverdagsting, så ved ikke ligefrem hvor spændende det vil være :P
Hvilket gymnasium overvejer du at søge ind på?

Anonym,  9. juni 2011 kl. 22.04  

Hej Sophie

Har igennem længere tid læst din blog og jeg synes du har givet et godt indblik i hvilke oplevelser og svære situationer man som udvekslingsstudent stå i. Grunden til jeg har fulgt den er at min datters engelsk lærer til sidste samtale nævnte at det ville være en god ide at sende min pige et år til USA. Ja.. så måtte jeg jo undersøge sagen, selvom jeg var meget afvisende overfor forslaget. Nu er min datter ikke engang 10 år endnu, så der er selvfølgelig nogle år endnu. - Men kunne alligevel godt tænke mig at vide hvad der fik dig til at tage springet fuldt og helt.. havde andre end dig selv indflydelse på din beslutning og hvad med din familie ? jeg synes bare det er så langt væk. :-) tusind tak for en rigtig god blog. Mange danske hilsner Mette

Sophie 9. juni 2011 kl. 23.22  

Hej Mette

Jeg er glad for at min blog har kunnet være til hjælp for andre - det er dejligt at vide :)
Jeg har aldrig hørt om en engelsklærer, som direkte foreslog at tage på udveksling, men umiddelbart synes jeg det er et godt forslag. Det vil helt klart gøre underværker for din datters engelsk, ingen tvivl om det. Jeg var ret god til engelsk da jeg kom herover, men jeg har stadig lært en hel masse - og udtalelsen kan jo aldrig øves nok!
Dette år har været fuldt af op- og nedture for mig, og nedturene har været slemme og svære at komme igennem, og jeg har ikke engang nævnt halvdelen af dem fordi det var personligt. Men jeg ved at det har gjort mig stærkere, selvom jeg helst villet have været foruden dem. Da jeg tog beslutningen om at tage af sted var jeg opfyldt af spænding om at opleve den sagnomspundne "amerikanske high school kultur" og alt det andet der forbindes med USA. Det var ikke for at forbedre mit engelsk eller for at rejse jeg tog aftsed, men på grund af selve landets kultur. Det er det vigtigste når det gælder udveksling - man skal have lyst til at lære om et andet lands kultur, og ikke bare sproget. Der er jo også andre engelsktalende lande, så hvis din datter får lyst til at tage af sted, så vil jeg råde til at tænke på hvilket land og kultur hun helst vil opleve.
Min familie har været meget støttende før og under mit ophold - og om få dage også efter. Alle fortalte mig, hvor sejt det var, og hvor glade de var på mine vegne, selvom de ville savne mig. Jeg er gået glip af ferier, fødselsdage, konfirmation, sammenkomster og andre essentielle ting, som jeg har haft det rigtig dårligt med at misse. Men jeg har haft kontakt med dem på skype ugentligt, og jeg har modtaget flere pakker gennem året fra forskellige dele af min familie. Jeg har været utrolig glad og taknemmelig for min families støtte, og mest af alt min mors!
USA er langt væk fra lille Danmark, og jeg har mange gange tænkt over hvad jeg dog lavede her, og hvorfor jeg gjorde det. Men alt i alt, så vil jeg tænke tilbage på disse 10 måneder, som et år hvor jeg lærte en hel masse om mig selv og om Danmark, og gjorde mig stærkere på mange måder.
Hvis du har nogle andre spørgsmål, så kan du altid skrive :) Det glæder mig at kunne hjælpe andre med mine egne erfaringer!

Send en kommentar