Det sidste kapitel

Nu har jeg endeligt fået taget mig sammen til at skrive det indlæg, som alle har gået og spurgt mig om, lige siden jeg fik dansk jord under fødderne igen. Grunden til at jeg ikke har fået det skrevet før nu, er at jeg ikke har villet skrive 'det sidste kapitel' om mit udvekslingsår. At skrive et reflekterende blog-indlæg er ligesom at acceptere, at det hele bare er endnu en periode i ens liv, som aldrig man aldrig får tlbage. Men før eller siden er man er nødt til at acceptere, at sådan er det. Bered jer på et langt indlæg!

At komme hjem til Danmark tog ca. en hel dag, give or take. Ikke en eneste tåre græd jeg på den lange vej hjem - alt føltes uvirkeligt og fjernt. Først da jeg trådte gennem dørene til Kastrups ankomsthal, og kunne løbe min familie i møde og omfavne dem, trillede tårerne. Det var det lykkeligste øjeblik i hele mit liv! Jeg kan på ingen måde beskrive den glæde det er, at se din familie igen efter så lang tid.
Da jeg jo kom hjem på min 17 års fødselsdag (13. juni), kom familie og venner forbi og fejrede mig lidt senere på dagen. Det var så dejligt at se folk igen, og havde en rigtig hyggelig dag!

Sommerferien gik med at være sammen med min familie og mine venner, og jeg besøgte blandt andet Selina, min tyske veninde, som jeg blev rigtig tæt med i USA. At se hende igen var et af højdepunkterne i min ferie!
Da jeg startede i gymnasiet, var det som at få smidt en kold spand vand i hovedet - tilbage til virkelighedens Danmark! Der var lektier, lektier og flere lektier, for ikke at nævne 30 nye klassekammerater, hvoraf alle lod til at kende hinanden fra folkeskolen. Det mindede mig om hvor nemme amerikanere er at blive venner med sammenlignet med os danskere. I starten synes jeg det var svært at komme ind på folk, ganske simpelt fordi de danske, sociale normer føltes så anderledes og fremmede i forhold til de amerikanske.
Jeg havde svært ved at finde mig til rette i klassen i starten - savnede allermest bare mine amerikanske venner og de ting vi plejede at lave sammen. Men nu har jeg fået mig nogen gode venner, og jeg føler generelt at jeg kan snakke med alle :) Når jeg tænker på min klasse nu, så synes jeg at jeg har været utrolig heldig - 1.b er fandme den skønneste klasse man ku' tænke sig ♥

Rent fritidsmæssigt kedede jeg mig helt utroligt meget. Der var ikke længere nogen skolesport ved skoledagens afslutning, og jeg havde ikke noget fritidsjob. Redningen kom heldigvis i form at et hyper card; fri rejse med offentlig transport i hele region Hovedstaden og børnetakst i resten af landet. På grund af dette dejlige kort, var det muligt for mig at starte til atletik hos Sparta inde i København. Jeg havde forgæves forsøgt en anden atletikklub tættere på min bopæl, men det var virkelig useriøst, og jeg ville gerne træne ligesom jeg gjorde i USA - seriøst! Sparta var løsningen på dette, og selvom det er en times transporttid for mig hver vej, så er det det hele værd! Jeg har mødt andre unge med samme interesse for løb som mig selv, og det har givet mig noget at fokusere på. Det er perfekt for mig, for efterårs- og vintersæsonen træner vi cross country, og i forårs- og sommersæsonen træner vi atletik på bane.
Derudover blev jeg også ansat i Kvickly en gang om ugen, men dette var udelukkende pga. pengemangel. Det er ikke just min foretrukne måde at fordrive min tid. Lige nu glæder jeg mig bare til at få SU!


Når jeg tænker tilbage på mit udvekslingsår nu, så glemmer jeg alle de dårlige hændelser og perioder, og drømmer mig tilbage til de gode stunder. Jeg tænker på, hvor meget bedre livet var derovre: skolen var nem, havde en stor vennekreds, havde planer for hver eneste dag, dyrkede seriøs sport, oplevede en masse osv.
Men så må jeg også huske på, hvor godt jeg har det herhjemme: næsten ubegrænset frihed, ansvar for mig selv, en god klasse, tæt på familie og venner, snart kørekort og SU. Det er fifty-fifty.
På den ene side vil jeg gøre næsten alt for at få dét år af mit liv tilbage, men på den anden side ved jeg ikke, hvordan jeg skulle kunne gå i gennem alle de dårlige perioder igen. Det var den tid i mit liv, hvor jeg havde de største øjeblikkes lykkerus, men samtidige havde jeg også de mest bundskrabende nedture nogensinde.

At være udvekslingsstudent er ikke nemt, lige meget hvad folk siger. Alle har deres op- og nedture; nogen mere end andre. Men i bund og grund er det et prøvende år for alle, lige meget hvem der er tale om. Man udvikler sig mentalt, og samtidig med at man lærer om et andet lands kultur, lærer man også sig selv og sit eget land bedre at kende. Det er det bedste valg man kan foretage sig i sig liv!
Det sværeste er ikke at tage af sted. Det sværeste er at komme hjem, og acceptere at det er forbi. Da jeg først kom hjem, føltes det som om jeg bare var på besøg, og at jeg snart skulle vende tilbage til Las Vegas igen. Det tog lang tid for mig mentalt at fatte, at jeg ikke skulle tilbage, og at mit liv nu igen var i Danmark.

Noget jeg personligt har haft svært ved er, hvor lidt tingene har ændret sig herhjemme fra mit synspunkt. I retrospekt er der nok en del som har ændret sig, men det virker som ingenting sammenlignet med alt det, som jeg har følt har ændret mig i den tid, som jeg har været væk. Alle dem herhjemme vil selvfølgelig modsige mig og sige, at rigtig mange ting har ændret sig, men det er stadig de samme ting der er på dagsordenen og de samme rutiner.
Mange har spurgt mig, hvornår jeg kommer tilbage og besøger dem, og endnu flere har lovet at vi nok skal holde kontakten. Men sandheden er, at det er svært. At rejse til Las Vegas koster en helvedes masse penge, og det er svært at finde tid og energi til at holde kontakten med så mange over så lang en distance. Alligevel håber jeg, at jeg kan finde tid og penge til at komme på besøg engang i fremtiden!

Jeg har gjort mig så mange tanker om alt det her med at komme hjem og sådan, men jeg kan jo ikke blive ved med at skrive i al evighed. Så hvis der er nogle bestemte ting, som i gerne vil vide eller stille spørgsmål til, så må i smide en kommentar eller spørger via formspring :)

Et godt råd til alle udvekslingsstudenter: Nyd jeres år, og lad være med at tage tingene forgivet!