Det sidste kapitel

Nu har jeg endeligt fået taget mig sammen til at skrive det indlæg, som alle har gået og spurgt mig om, lige siden jeg fik dansk jord under fødderne igen. Grunden til at jeg ikke har fået det skrevet før nu, er at jeg ikke har villet skrive 'det sidste kapitel' om mit udvekslingsår. At skrive et reflekterende blog-indlæg er ligesom at acceptere, at det hele bare er endnu en periode i ens liv, som aldrig man aldrig får tlbage. Men før eller siden er man er nødt til at acceptere, at sådan er det. Bered jer på et langt indlæg!

At komme hjem til Danmark tog ca. en hel dag, give or take. Ikke en eneste tåre græd jeg på den lange vej hjem - alt føltes uvirkeligt og fjernt. Først da jeg trådte gennem dørene til Kastrups ankomsthal, og kunne løbe min familie i møde og omfavne dem, trillede tårerne. Det var det lykkeligste øjeblik i hele mit liv! Jeg kan på ingen måde beskrive den glæde det er, at se din familie igen efter så lang tid.
Da jeg jo kom hjem på min 17 års fødselsdag (13. juni), kom familie og venner forbi og fejrede mig lidt senere på dagen. Det var så dejligt at se folk igen, og havde en rigtig hyggelig dag!

Sommerferien gik med at være sammen med min familie og mine venner, og jeg besøgte blandt andet Selina, min tyske veninde, som jeg blev rigtig tæt med i USA. At se hende igen var et af højdepunkterne i min ferie!
Da jeg startede i gymnasiet, var det som at få smidt en kold spand vand i hovedet - tilbage til virkelighedens Danmark! Der var lektier, lektier og flere lektier, for ikke at nævne 30 nye klassekammerater, hvoraf alle lod til at kende hinanden fra folkeskolen. Det mindede mig om hvor nemme amerikanere er at blive venner med sammenlignet med os danskere. I starten synes jeg det var svært at komme ind på folk, ganske simpelt fordi de danske, sociale normer føltes så anderledes og fremmede i forhold til de amerikanske.
Jeg havde svært ved at finde mig til rette i klassen i starten - savnede allermest bare mine amerikanske venner og de ting vi plejede at lave sammen. Men nu har jeg fået mig nogen gode venner, og jeg føler generelt at jeg kan snakke med alle :) Når jeg tænker på min klasse nu, så synes jeg at jeg har været utrolig heldig - 1.b er fandme den skønneste klasse man ku' tænke sig ♥

Rent fritidsmæssigt kedede jeg mig helt utroligt meget. Der var ikke længere nogen skolesport ved skoledagens afslutning, og jeg havde ikke noget fritidsjob. Redningen kom heldigvis i form at et hyper card; fri rejse med offentlig transport i hele region Hovedstaden og børnetakst i resten af landet. På grund af dette dejlige kort, var det muligt for mig at starte til atletik hos Sparta inde i København. Jeg havde forgæves forsøgt en anden atletikklub tættere på min bopæl, men det var virkelig useriøst, og jeg ville gerne træne ligesom jeg gjorde i USA - seriøst! Sparta var løsningen på dette, og selvom det er en times transporttid for mig hver vej, så er det det hele værd! Jeg har mødt andre unge med samme interesse for løb som mig selv, og det har givet mig noget at fokusere på. Det er perfekt for mig, for efterårs- og vintersæsonen træner vi cross country, og i forårs- og sommersæsonen træner vi atletik på bane.
Derudover blev jeg også ansat i Kvickly en gang om ugen, men dette var udelukkende pga. pengemangel. Det er ikke just min foretrukne måde at fordrive min tid. Lige nu glæder jeg mig bare til at få SU!


Når jeg tænker tilbage på mit udvekslingsår nu, så glemmer jeg alle de dårlige hændelser og perioder, og drømmer mig tilbage til de gode stunder. Jeg tænker på, hvor meget bedre livet var derovre: skolen var nem, havde en stor vennekreds, havde planer for hver eneste dag, dyrkede seriøs sport, oplevede en masse osv.
Men så må jeg også huske på, hvor godt jeg har det herhjemme: næsten ubegrænset frihed, ansvar for mig selv, en god klasse, tæt på familie og venner, snart kørekort og SU. Det er fifty-fifty.
På den ene side vil jeg gøre næsten alt for at få dét år af mit liv tilbage, men på den anden side ved jeg ikke, hvordan jeg skulle kunne gå i gennem alle de dårlige perioder igen. Det var den tid i mit liv, hvor jeg havde de største øjeblikkes lykkerus, men samtidige havde jeg også de mest bundskrabende nedture nogensinde.

At være udvekslingsstudent er ikke nemt, lige meget hvad folk siger. Alle har deres op- og nedture; nogen mere end andre. Men i bund og grund er det et prøvende år for alle, lige meget hvem der er tale om. Man udvikler sig mentalt, og samtidig med at man lærer om et andet lands kultur, lærer man også sig selv og sit eget land bedre at kende. Det er det bedste valg man kan foretage sig i sig liv!
Det sværeste er ikke at tage af sted. Det sværeste er at komme hjem, og acceptere at det er forbi. Da jeg først kom hjem, føltes det som om jeg bare var på besøg, og at jeg snart skulle vende tilbage til Las Vegas igen. Det tog lang tid for mig mentalt at fatte, at jeg ikke skulle tilbage, og at mit liv nu igen var i Danmark.

Noget jeg personligt har haft svært ved er, hvor lidt tingene har ændret sig herhjemme fra mit synspunkt. I retrospekt er der nok en del som har ændret sig, men det virker som ingenting sammenlignet med alt det, som jeg har følt har ændret mig i den tid, som jeg har været væk. Alle dem herhjemme vil selvfølgelig modsige mig og sige, at rigtig mange ting har ændret sig, men det er stadig de samme ting der er på dagsordenen og de samme rutiner.
Mange har spurgt mig, hvornår jeg kommer tilbage og besøger dem, og endnu flere har lovet at vi nok skal holde kontakten. Men sandheden er, at det er svært. At rejse til Las Vegas koster en helvedes masse penge, og det er svært at finde tid og energi til at holde kontakten med så mange over så lang en distance. Alligevel håber jeg, at jeg kan finde tid og penge til at komme på besøg engang i fremtiden!

Jeg har gjort mig så mange tanker om alt det her med at komme hjem og sådan, men jeg kan jo ikke blive ved med at skrive i al evighed. Så hvis der er nogle bestemte ting, som i gerne vil vide eller stille spørgsmål til, så må i smide en kommentar eller spørger via formspring :)

Et godt råd til alle udvekslingsstudenter: Nyd jeres år, og lad være med at tage tingene forgivet!

Har du et spørgsmål?

Hvis der er noget du gerne vil spørge mig om mht. udveksling, amerikansk kultur eller bare noget helt tilfældigt, så værsågod ;) - http://www.formspring.me/CladInPink

Farvel, Las Vegas!

Så er min sidste dag ovre, og dermed nærmer enden på mit udvekslingsår sig med hastige skridt! Mit værelse er ryddet, mine kufferter er pakkede og der er taget afsked med alle mine venner og bekendte.
Om 7 timer sidder jeg på flyet på ved mod Newark, hvor jeg har 3 timers ventetid inden jeg hopper på næste fly mod København. Nu er det hele lige pludselig tæt på!
Om morgenen var jeg henne og få en manicure og en pedicure sammen med Heidi, hvilket var to af mine fødselsdagsgaver. Det var en sjov oplevelse, men virkede ikke 100% professionelt. Ham der gav mig pedicure var en ung, sort mand, som mest af alt lignede end basketball spiller eller en skater, haha!
Ved middagstid tog jeg hjem til Kira, hvor vi hang ud i to timers tid. Vi spiste mac&cheese og hot dogs til frokost, hvorefter vi badede og lå og solede os ude ved poolen indtil jeg måtte hjem. Efter at have sagt farvel til Kira, mødtes jeg med Francine i parken nær skolen. Vi gik hen til Coach Vette's hus, hvor vi blev og snakkede i en times tid med Coach Vette, Charlai og Royce (begge hendes børn, som også var på track holdet). Rigtig dejligt at få sagt ordentligt farvel til dem!
Til aftensmad spiste vi burgere og "corn on the cob", et rigtigt amerikansk måltid. Bagefter tog vi til U-Swirl og fik frossen yoghurt til dessert, ligesom vi gjorde på min første dag her i Las Vegas.
Om aftenen kom Katie, Dena og hendes kæreste Jacob forbi og sagde farvel. Jeg fik kort og gave fra Dena, og Kate sagde at hun ville sende en pakke til Danmark! Ikke lang tid efter kom Selina forbi med hendes forældre fra Tyskland, hvor jeg så også fik sagt farvel til dem.
Det lykkedes mig overraskende nok at få pakket alle mine ting ned i to store kufferter på hver 23 kg, samt en sportstaske og en skoletaske til håndbagagen. Ret godt gået hvis jeg selv skal sige det!

Hele dagen har været én lang afsked med folk, og selvom jeg endnu ikke har grædt, så er jeg rigtig, rigtig trist. Tårerne kommer nok ikke, før jeg sidder alene på flyet og ser Las Vegas forsvinde bag ruden...
Alt er klart nu, og jeg har tjekket mit værelse igennem flere gange, samt vejet mine kufferter igen og igen. Jeg er rastløs og nervøs, og ville ønske at jeg bare kunne springe søndagen over, så jeg ikke behøvede at tage den lange flyvetur hjem.
Til alle jer fremtidige udvekslingsstudenter; at tage på udveksling er ikke altid hvad du har håbet på, og der vil helt klart være tidspunkter, hvor du helst ville være blevet hjemme. Men alle disse øjeblikke er det hele værd, for i enden er alting godt, og det er en fantastisk oplevelse, som ikke kan måles med noget andet.
Jeg er så glad for at jeg gjorde dette, og ikke gav op før tid. Jeg har fået venner fra hele verden, oplevet en anden kultur, samt lært en masse om både USA, Danmark og mest af alt mig selv. Tak til alle de fantastiske mennesker, som har været en del af mit år, jeg vil savne jer alle rigtig meget! Også tak til alle jer derhjemme, som støttede mig gennem året.

Jeg er ked af at skulle forlade byen og alle mine venner her, og i morgen bliver helt klart én lang tudedag for mig - det bliver ikke nemt at rejse væk herfra. Jeg har oplevet så meget og lært så mange mennesker at kende, og jeg kan slet ikke tro, at der nu er gået 10 måneder! Jeg føler mig ikke klar til at tage hjem... Men jeg glæder mig stadig til at komme hjem til Danmark og alle jer danskere!
Når jeg i morgen stiger ind i flyet, så er det ikke et "farvel" men et "på gensyn". Jeg kommer tilbage til Las Vegas og besøger på den ene eller den anden måde!