Grandparents Day

>> mandag den 4. oktober 2010

Dagen i dag signalerede begyndelsen på spirit week, altså ugen hvor du ved at klæde dig ud hver dag, viser din school spirit. Så denne morgen hoppede jeg i en lang, lilla bedstemor-kjole, satte mit hår op i en knude og tilføjede en brosche. Begge ting er lånt fra Heidis skab, og jeg måtte bruge mit mavebælte til at holde kjolen sammen, fordi den var 8 størrelser for stor. Det blev dog en fin udklædning alligevel.
Der var ikke mange udover os i student council, som havde klædt sig ud, hvilket jeg synes er lidt tamt. Men der er jo altid en del entusiasme på skoler, så var jo til at forudse. Til gengæld var os i student council klædt rigtig godt ud! I de to spisefrikvarterer afholdt min aktivitetskomite en konkurrence, hvor en elev fra hver årgang skulle prøve at finde et gebis i en skål med yoghurt som den første. Er ikke rigtig så meget for min komite og de folk der er i den. To af dem er dog okay, men resten? Ellers tak.

Cross country træningen var en kort fornøjelse. Efter vores opvarmning blev vi afbrudt af vores træner og hevet indenfor i hendes klasselokale, hvor vi fik en reprimande for ikke at have returneret de bøger, som vi ikke fik solgt til vores fundraiser. Lige nu har vi et negativt beløb på vores konto, så vi har ikke engang råd til at tage til vores invitational meet på lørdag! Coach Vet er rigtig hardcore omkring sin sport, så hun lægger ud for os indtil vi får samlet pengene ind. Utroligt gjort! Håber folk får fingeren ud og får afleveret bøgerne tilbage.
Efter det fik vi besked på bare at tage hjem, fordi det havde dryppet lidt og nogen havde set lyn - skoledistriktets regler forbyder os at træne når det lyner. Men det gad Shelby, Jessica og mig da ikke, så vi gik hjem til Shelby og smed vores ting af, hvorefter vi hoppede ind i Shelby's bil og kørte op til Owen, en stejl bakke op ad bjerget. Vi løb op og ned af den tre gange, og nøj hvor var det hårdt. Vi blev nødt til at løbe i zigzag ned af bjerget igen, for ikke at skade vores lægmuskler! Køreturene var dog meget hyggelige, og vi snakkede om måske at tage hen og spise på Olive Garden på fredag - selvfølgelig en "alt-hvad-du-kan-spise-af-pasta" restaurant til ære for vores meet lørdag morgen ;)
Da jeg kom hjem lagde jeg mig på sengen og læste lidt i min Artemis Fowl bog, mens jeg gnaskede mig igennem nogle danske lækkerier. En times tid efter tog jeg med Heidi og Layne ud at handle, hvor jeg blandt andet fik købt 4 ruller toiletpapir og 2 poser slik, som jeg skal medbringe til student council i morgen.

Her til aften snakkede vi om hvad vi ville gøre i nødstilfælde. Her i USA har velorganiserede familier en nødsplan, som følge af blandt andet den 11. september, og Heidi havde fået en henvendelse fra skolen, om at alle familier skal have en plan klar. Vi snakkede derfor om hvor vi skal mødes i tilfælde af en nødsituation, samt om jordskælv. De kommende aftener skal vi snakke om de andre katastrofer, som man kan komme ud for. Det er også meget normalt her at have 72-timers rygsække, med mad, vand og andre nødvendige sager, samt et madforråd til et par måneder. Det er utrolig mange foranstaltninger efter europæiske standarder, og specielt danske, hvor vores eneste retningslinje er at smide sig under det nærmeste bord.


Emilee og mig som bedstemødre.

General Conference

>> søndag den 3. oktober 2010

Hver 6. måned har LDS-kirken en konference, som afholdes i Salt Lake City, mormonismens hovedstad, og vises i fjernsynet. Så i stedet for at tage fint tøj på og gå i kirke i tre timer, sidder man behageligt derhjemme foran fjernsynet i sit nattøj i kun to timer. Vi stod alle sammen op og spiste morgenmad, hvilket bestod af "Dutch babies" pandekager - jeg spiste dem selvfølgelig med peanut butter og maple suryp! Bagefter satte vi os alle ned i sofaen og så conference. Forstod dog ikke rigtig hvad det hele gik ud på, og eftersom jeg gik sent i seng i går, faldt jeg i søvn kort tid efter konferencen startede. Der var heldigvis ingen skade sket, for som Micah sagde: "That's my favorite thing about conference; being able to sleep a little extra in the morning." :)
Eftermidaggen blev brugt på at rydde op på mit værelse, læse i den nyeste Artemis Fowl bog, samt snuppe et par lure på sofaen. Vi spiser aftensmad allerede kl. 4 om søndagen, og hver søndag kommer Emily og spiser med, en kvinde som boede hos dem for nogle år tilbage. I dag havde hun taget sin kæreste med. Efter desserten tog de hjem, hvorefter jeg hjalp Micah med opvasken og derefter bare læste på sofaen. Senere på aften forsøgte jeg at lave min Zoology-opgave, som viste sig at være lidt sværere end jeg havde regnet med. Mike og Micah hentede Layne, som har været hos Melissa siden torsdag aften.

I morgen begynder homecoming week, hvilket vil sige at vi skal klæde os ud hver dag. Mandag er det Grandparents day, så jeg har lånt en lang, lilla kjole i rigtig gammel stil med broche. Kommer til at føle mig så pinlig i morgen, eftersom de fleste nok er for dovne til at klæde sig ud. Det er ulempen ved at være med i student council - du skal klæde dig ud, der er ingen vej udenom!


T-shirten som jeg fik i går til den amerikanske football kamp mellem UNLV og UNR. Rebels er UNLV's maskot.

The Rebels vs. the Wolfpack

>> lørdag den 2. oktober 2010

I dag hentede Shelby mig omkring klokken halv 12, hvorefter vi sammen med Katie og Dena drog til Galleria Mall, hvor vi gik på jagt efter homecoming kjoler. Jeg fandt en fin mørkelilla kjole med bånd om livet i Fashion Q til kun $26, hvilket er utrolig billigt for en kjole til homecoming - men det kommer selvfølgelig an på mærket og butikken. To timer senere endte Shelby og Dena med også at købe kjoler derinde; Shelby købte en sort og pink, og Dena købte en lyselilla udgave af min. Katie købte en mørkeblå og sort i Dillard's.
Inde i en af butikkerne mødte vi en lille dreng, som blev ved med at løbe efter os og sige "I caught you!" mens han rørte os med hånden. Utrolig morsomt - men man skulle nok have været der. Vi kørte indenom McDonald's på vejen hjem, hvor Katie prøvede at bestille på spansk, men fejlede totalt. I stedet irriterede hun hende som tog imod vores ordrer, hvilket Shelby - som arbejder på McDonald's - fik skylden for :P
Udover en enkelt t-shirt fra Aeropostale fik jeg ikke købt andet end min kjole, hvilket er lidt trist. Mange amerikanere shopper kun i 2 - 3 timer, fordi de har så mange shopping-muligheder inden for rækkevidde, og i dag kiggede vi jo kun efter kjoler. Shelby sagde at hun havde brug for at få shoppet noget nyt tøj, men hun arbejder utrolig meget, så hun har ikke tid de næste par uger. Tror jeg vil spørge Isabella, så kan os danskere forsøge at stille vores "shoppe-lyst".

Om aftenen tog Mike, Heidi, Micah og mig til en universitets amerikansk fodboldkamp mellem UNLV (University of Nevada, Las Vegas) og UNR (University of Nevada, Reno). Fordi Mike er medlem af universitetsbestyrelsen, kan han komme gratis ind til universitetskampe, og så endda i President's lounge! Så vi sad ganske fornemt øverst oppe under et overdække, med gratis buffet og drikkelse. Ganske fornemt, ikke sandt? Og så fik jeg endda en gratis UNLV t-shirt og pompom af UNLV's præsidents kone, som Heidi og Mike kendte!
Selve kampen var... amerikansk fodbold, for at sige det sådan. Micah prøvede at forklare mig reglerne, selvom hun ikke var helt inde i spillet selv, men jeg fik da en nogenlunde forståelse af spillet. Vi tog hjem ved 10tiden, tre timer efter kampen gik i gang, og da førte UNR, så the "Wolfpack" endte nok med sejren. Før kampen startede havde folk barbeques ude foran på parkeringspladsen, og der blev råbt og skreget så man skulle tro det var løgn! Der var uden tvivl masser af school spirit og en helt utrolig stemning. Tag ved lære, Danmark!

Modtog to pakker hjemmefra her i eftermiddags med lidt tøj, godteri og andre gode sager fra Danmark, hvilket var rigtig dejligt! Specielt billederne, det var nok det bedste af det hele! Mange tak til min fantastiske mor :)